Siden jeg startede denne blog har jeg fortalt et par venner og bekendte om min orientering, men den er ikke noget jeg skilter med – dels på grund af jeg ikke synes den kommer andre ved, og dels på grund af at jeg frygter ikke at blive taget alvorligt. De reaktioner jeg har fået har for det meste været positive. Næsten alle udviste interesse og prøvede at lære mere om aseksualitet ved at stille spørgsmål og/eller læse bloggen. Nogle af de andre reaktioner var:

• Uforståelse
  Dette er nok den mest negative reaktion jeg har fået, og den var stadig bedre end hvad jeg forventede: “Jeg hører hvad du siger og tror på at du har det sådan, men jeg kan ikke forestille mig, hvordan det føles.”
• Opmuntring
  Mange af de folk jeg valgte at springe ud overfor var forholdsvis åbentsindede mennesker, som opmuntrede mig til at informere mere om aseksualitet og være mere åbent omkring det – noget jeg stadig har til gode.
• Genkendelse
  “Når jeg læser din blog frygter jeg, at jeg også er aseksuel” – denne mindst ventede reaktion kom fra den person, som nu er blevet min kæreste.
• Snæversynethed
  Dette er muligvis og forhåbentlig noget jeg bilder mig ind, men sådan føltes reaktionen fra en gruppe aseksuelle, som min kæreste og mig mødte. Den måde jeg definerer aseksualitet på er “en person, som ikke oplever seksuel tiltrækning”, men mit indtryk af det aseksuelle fællesskab er, at enkelte derinde fortolker begrebet meget mere snævert – så man også skal være aromantisk og antiseksuel for at måtte kalde sig aseksuel. Heldigvis er det ikke sådan jeg blev mødt på AVEN.